Uddrag fra bogen

11. september 2015
Rummet er mørkt, væggene grå. Hun indsnuser den metalliske lugt, som er blandet med en udefinerbar madlugt i det fjerne. Hører lyde. Noget, der skramler. Væggene kommer tættere på. Det er svært at få luft. Hjertet slår som besat, og kroppen overmandes af angstsved. Øjnene søger forvildet rundt. Hun prøver at fokusere og få ro på kroppen, men føler sig som et truet dyr på flugt.
De griner. Alle sammen højt og nedladende. ’Se hende. Hun ligger, som hun har redt.’ ’Den lille luder.’ ’Hun tror, hun er så perfekt.’ ’Det her har du fortjent.’ Latteren tager til og går over i høje brøl. Hun holder sig for ørerne og klynker. Så skriger hun: ’Lad mig være, lad mig være.’ ’Hjælp mig, Ronald, hjælp. Du er den eneste, der kan forstå mig. Vil du ikke nok hjælpe mig? Sig til mig, at det nok skal gå. Sig, du kan hjælpe mig.’ ’Åh, Ronald, jeg har brug for dig nu. Undskyld, undskyld, at jeg gik ...’

2. September 2014
Mia står i Føtex, FOOD afdelingen, i Guldsmedgade i Aarhus og tager sig god tid. Hun kender de bugnende rækker med gode råvarer ud og ind. Med en vis stolthed ser hun på sit valg af varer i kurven. Alt sammen noget, som giver indtryk af god smag og overskud. Der er ikke noget, der er tilfældigt valgt, og det tager altid lang tid for Mia at handle ind. Hun læser jo bag på varen og undersøger den. Har også undersøgt på nettet, hvad de forskellige ting står for. Hun elsker helseprodukter og vælger kun økologiske varer. For hvor mange smagsforstærkere og tilsætningsstoffer er der mon ikke gemt i konventionelle produkter? Og gad vide, hvor mange sprøjtemidler der anvendes inden for traditionelt landbrug? Eller for den sags skyld i ikke-økologisk frugt? Det er jo ikke til at vide, hvad tilsætningsstoffer gør ved kroppen, og de skriver jo nok heller ikke altid hele sandheden på varerne om, hvor meget der i virkeligheden er tilsat den enkelte vare, før den lander på forbrugerens tallerken…

15. maj 2015
Thomas kommer ikke. Hun ringer til ham. ’Åh, jeg har glemt det. Kan du ikke bare sætte dig ind på Viggo og få en kop kaffe, så er jeg der om et kvarter?’ ’Jo da, intet problem.’
- Har han bare glemt mig? Så er hans interesse for mig da tydeligvis ikke overvældende. For helvede da også. Skal hun så sidde der til offentlig beskuelse for både dem, der går forbi og kigger ind, som var det et dyreskue, og for dem, der sidder to og to ved caféborderne? Altid to og to, så de rigtig kan grine af hende.
Nå, men en kop kaffe med overskudsagtigt smil og dagens avis. Sådan, selvfølgelig kan hun det. 15 minutter er gået …
’Nej, jeg venter, skal ikke bestille mad endnu,’ siger Mia til tjeneren, der kommer for anden gang. - Griner han af mig? Og hvad med de to unge kvinder, der sidder derovre i hjørnet og taler højt om deres nye taske indkøb?
- Griner de af mig? Lægger de mærke til, at min taske ikke er et designermærke? De taler sikkert om mig, jeg ved det. Det er mig de griner af.
20 minutter er gået …
- Thomas, hvor bliver du af … Angsten kommer snigende. Den kribler i kroppen, en varme, nærmest hedetur og en uro spreder sig.
- Hader distræte fyre …

27. november 2015
Mia tager jakken på og trækker hætten op. Tøffer af sted hen ad Nørre Allé og videre hen ad Guldsmedgade, hvor hun ender ved Føtex. Magter ikke at gå ind, men tager dog de næste skridt og går ned langs rækkerne med mad. Går hvileløs rundt og kan ikke samle sig om at tage noget i indkøbskurven. Kommer dog to poser nudler i kurven, en liter juice, ikke økologisk, hvilket er uhørt, men hun tager bare den første og den bedste. Magter ikke at tage stilling til noget. Køber noget brød og honning og tager så hjem igen.
Hun skeler til dem, hun møder på vej hjem. Der er en ældre kvinde, der ligner en posedame. Min fremtid, tænker hun. Det er, hvad hun har fortjent, at leve et posedameliv. De er sgu selv ude om det. Sådan plejede Mia at tænke, og det tænker hun også nu. - Jeg er selv ude om det…

1. december 2015
Så sidder hun der igen. Over for psykologen, Ronald Nansen. Det er nu snart et år siden, hun begyndte hos ham sidst. Hun kigger rundt. Har egentlig ikke lagt mærke til hans indretning i kontoret før. Eller mangel på samme. Hun ser på de to koboltblå terapistole, sikkert fra IKEA. Hun hader den farve.
Mias blik vandrer videre over to plakatindramninger. Det ene af Monets Åkander.
- Er der virkelig nogen, der stadig vil have dem hængende? Det andet af Edvard Munchs Skriget. Det gør det ikke bedre, ret klicheagtigt at have hængende i et behandlerkontor, tænker Mia. Blikket lander på bogreolen, som går fra gulv til loft, spækket med psykologiske og psykiatriske bøger…

Forudbestil her